Mailikon32  facebook

Frivilligcentret genåbner delvist mandag, d. 8. juni 2020

Skjoldborgparken.jpg

Frivilligcentret genåbner delvist mandag, d. 8. juni 2020

Vi kan med glæde meddele, at vi nu får mulighed for at genåbne Frivilligcentret!

I forbindelse med 3. fase af genåbningen af Danmark og muligheden for at genåbne foreningslivet gennemfører vi en begrænset genåbning af Frivilligcenteret fra mandag d. 8. juni kl. 10 med hensyntagen til alle gældende rammer og regler jf. Corona-situationen i Danmark.

Vi er særligt opmærksomme på, at en del af vores frivillige og brugere i Frivilligcenteret er den særligt sårbare gruppe og har afsat en massiv medarbejderindsats til at kommunikere med de enkelte medlemmer. Frivilligcentrets genåbning betyder, at Frivillig Økonomisk Rådgivning og Individuelle samtaleforløb og selvhjælpsgrupper nu igen bliver tilgængelige som fysiske møder.

Genåbningen er drøftet og nøje afstemt med Halsnæs Kommunes socialpsykiatri, som vi jo deler huset med. Løsningen er, at stueetagen er reserveret socialpsykiatrien, så de har har mulighed for at åbne op for deres fællesaktiviteter, når det bliver relevant. 

Vi åbner således de 2 personalekontorer i stueetagen, og ellers kun 1. sal: toilet, køkken og 2 lokaler til gruppeaktiviteter, 1 lokale til Frivillig Økonomisk Rådgivning og 1 lokale til personale mødeaktiviteter.

Der vil være anmærkninger på gulvene, skilte med anvisninger på retningslinjer for hygiejne, afstands- og rengøringskrav i alle åbne lokaler, og trapperummet er inddelt, så kun 1 går på trappen ad gangen.Der er indkøbt sprit i mindre flasker til alle lokalerne og dispensere til at hænge på væggene i fællesområderne. 

Medlemmer skal ved booking af Frivilligcentrets lokaler separat booke en halv time før og en halv time efter aktiviteten for at have tid nok til den nødvendige aftørring og afspritning. For at opfylde afstandskravene er der anvisninger i bookingsystemet på, hvor mange, der må være i hvert rum. 

Personalet er naturligvis grundigt instrueret i alle forholdsregler og vil støtte og vejlede medlemmer og gæster, når de er der i kontorernes åbningstid, ca. 9-15 mandag, tirsdag og torsdag.  

Vi glæder os meget til at tage imod jer alle igen i de vante rammer – på nye betingelser.